Arkitektur som fortælling

Der findes forskellige opfattelser af arkitektur. Man kan forholde sig sådan at arkitekturen kun opstår i oplevelsen og relationen mellem menneske og bygning eller også har man den opfattelse, at en bygning eller et materiale har sin egen iboende betydning. Det modsiger naturligvis ikke hinanden, arkitekturen kan være både og.
Ser man det som om, at det bare er arkitekturen der formidler, så antager man at bygningen eller materialet er dødt. Hvis man som jeg tror, at et rum kan indeholde et nærvær uden at nogen befinder sig i det, så er materialet af betydning. Det afhænger ikke bare af min opfattelse af materialet. Materialet bærer selve betydningen. Stenen for eksempel. Det flere hundrede år gamle materiale er skabt af naturen og har sin egen betydning tak være dens livlige fossiler, vækster og mønstre. 

Sløjd var min indgang til arkitekturen og med sløjden kom håndværket og der igennem læren om materialer.
Jeg vil påstå, at forståelsen for materialet er grundlæggende indenfor al formgivning. Fortællingen er i øvrigt en god tolkningsguide for arkitekturens opbygning. En fortælling har en læser. Det betyder, at arkitekturen er en samtale. I en formidlende proces skal man altså spørge sig selv hvilken historie som skal fortælles. I arkitekturen bliver stenen en del af fortællingen. Det er ikke bare et golv som tilfældigvis er af sten. En specifik sten er valgt af en eller anden grund. Stenen som er slebet, børstet, poleret eller den ubehandlede som kan fortælle om forskellige hændelser.

Jeg bor og er opvokset i Dalarna på et bjerg i skoven. Tidligere blev malm brudt på bjerget og vi børn skulle passe på hullerne som længe havde været lukket og nedlagte. Det giver en stærk rumsoplevelse at befinde sig i en sal med søjler af fyrstammer eller at lade hånden gliden hen over bjerget. Bygninger som vi former bærer på historier.
De fortæller om stedets historie, om vores behov og om fremtidige forhåbninger og løfter. Placeringen af et vindue som fortolker søjlegangen, et stengulv som forankrer og stabiliserer. Min stræben som arkitekt er, at huset skal fortsætte med at fortælle en historie i sporerne efter forandring og brug. Stenen og træet skal kunne bruges af mange generationer fremover. Det kræver et materiale med stort nærvær, præcis som fyrretræsskoven og bjerget.

Pernilla Wåhlin Norén
Borlänge januar 2021